Drømmer om et sug i maven, og kan du slet ikke vente på at mærke sneen knirke under skiene? Vi ser nærmere på fem tyske skisportsområder, som du bør have på radaren, når skiferien skal bookes.
Alpint eventyr i Garmisch-Partenkirchen
Helt mod syd finder du Tysklands mest populære skisportssted, hvor de ultraerfarne bl.a. kan prøve kræfter med Kandahar-løjpen, der på sit vildeste punkt byder på et næsten frit fald med 92 procents stigning. Med det sagt er her skisport for hele familien – og ikke mindst masser af sydtysk charme.

Ski og hygge i Harzen
Harzen er for jer, der vil ud på løjperne – og meget mere. Det største skiområde, Wurmberg, har 13 km løjper, primært i den blå kategori, med størst snesikkerhed i februar. Er sneen ikke med jer, kan I se frem til imponerende vandreture til Bocken, charmerende byer som Goslar og Quelinburg – og hygge foran pejsen.

Weekendski i Winterberg
Sæt fødderne i sneen kun seks timer fra grænsen. Trods beliggenheden i 630-842 m.o.h sikrer Winterbergs avancerede kunstsneanlæg, at der er sne på de 34 løjper fra december til april. Med skiskoler, kælkebakker, fun parks, og en charmerende lille by, taler området taler især til begyndere og børnefamilier.
Vinterferie og wellness i Oberstdorf
63 km løjper, 26 skilifte og skiløb i op til 2.224 meters højde! I Oberstdorf ved Allgäu får I hele paletten af børnebakker og sorte pister i superligaen såvel som kælkebakker, fun parks og mere i samme boldgade. Endelig byder området på masser af wellness og thermiske bade til de ømme muskler.

Det ægte Bayern
I Brauneck-Lenggries kan I opleve en mere autentisk skiferie. Her er færre skiresorts, men til gengæld mulighed for at indkvartere sig i charmerende bjerghytter, hvor I får den bayerske stemning lidt tættere på. Samtidig byder området på begynderbaner såvel som off piste samt masser af smukke vandreruter.

